Kom godt i gang med blogging
At blogge er blevet et endnu mere populært redskab blandt mange virksomheder og personlige brands. Men hvordan kommer man i gang? Jeg deler fem begynder-tips om blogging her.
Derfor skal man blogge
Uanset om du er en person, der gerne vil styrke dit personlige brand eller om du arbejder som medarbejder i en virksomhed, så er blogging et redskab, som du eller I bør overveje kraftigt, hvis I ikke allerede benytter det.
En blog kan være medvirkende til at styrke dit eller din virksomheds brand på en meget billig og ikke mindst effektiv måde. Der er mange gode grunde til at tage blogging seriøst som redskab i din/jeres markedsføring.
Fordelene ved blogging
Der er virkelig mange fordele forbundet med blogging. Jeg vil nævne nogle af dem her, inden jeg deler mine fem råd til begynderne.
1. Gennemsigtighed
Når du deler din viden på en blog, så skaber du gennemsigtighed og tillid. Du gør det synligt over for potentielle kunder og samarbejdspartnere, hvad du som virksomhed konkret specialiserer dig i, og samtidig kan tilbyde.
Det er altså med til at skabe en bedre kontakt til din kerne-målgruppe.
2. Interaktion med kerne-målgruppen
I forlængelse af gennemsigtighed, så medvirker en blog til at man kan interagere med sin kerne-målgruppe på en professionel måde.
Du kan give din kerne-målgruppe mulighed for at kommentere på bloggen, eller du kan linke til dine blogindlæg på de sociale medier og sprede debatten og interagere på den måde.
3. Synlighed
En blog skaber synlighed, og hvis du sørger for at den bliver optimeret godt, så vil dine/jeres blogindlæg også rangere godt i søgemaskinerne på en række helt essentielle nøgleord.
Samtidig vil synligheden selvfølgelig også finde sted på de sociale medier igen, i nyhedsbreve, mens du/I som virksomhed også vil være mere synlige over for pressen.
Dermed er sandsynligheden for PR også større, fordi pressen har lettere adgang til jeres kompetenceområder.
Det vil i sidste ende skabe endnu flere salg, og det sker tilmed på en naturlig måde. Salgsprocessen bliver passiv på længere sigt. Passiv skal selvfølgelig ikke forstås som, at der ikke er arbejde i fremtiden for det er der, men I vil fortsat kunne opnå stor værdi gennem tidligere blogindlæg.
Fem tips til nybegynderen
1. Tag udgangspunkt i dig selv
For at få succes med sin blog, så skal man tage udgangspunkt i sin egen personlighed. Du skal få oparbejdet med naturlig profil, så læserne kan mærke, at du virkelig brænder for det, du skriver om.
En blogger, der er lidenskabelig er 100 % mere interessant at læse fra end dem, der tager det på rutinen. Så skidt med at der måske er lidt stavefejl. Så længe, man virkelig kan mærke, at arbejderen har noget på hjerte.
Det med stavefejl er selvfølgelig mere vigtigt, når vi taler corporate blogs. Her kan det hurtigt virke uprofessionelt, hvis man som virksomhed ikke har styr på ordene.
2. Skab en strategi og forventningsafstem
Inden du for alvor søsætter bloggen, så skab en strategi og lav en forveningsafstemning:
– Hvor ofte vil jeg/vi skrive?
– Hvor mange medarbejdere skal være involveret i bloggen?
– Hvad skal være det primære indhold på bloggen?
– Hvem sikrer, at niveauet holdes højt på bloggen?
– Hvornår er bloggen for alvor en succes?
Fortsæt selv med spørgsmål og sørg for nogle gode, dybdegående besvarelser, så ingen er i tvivl om arbejdsomfanget og målet.
3. Vær gavmild og ihærdig
Når du skriver blogindlæg, så gælder det om at være gavmild. Fyld blogindlæggene med masser af guldkorn. Jo mere, du deler, jo mere interessant vil du være for målgruppen.
Samtidig er det naturligvis også væsentligt, at du er ihærdig og holder hovedet højt, når det kommer til frekvens og kvaliteten på bloggen.
4. Vær tålmodig
Det bringer mig videre til næste punkt. Det gælder nemlig om at være tålmodig. Det kan sagtens tage lang tid at opbygge en solid og velbesøgt blog. Det afhænger selvfølgelig også af, hvor stor målgruppen som udgangspunkt er.
Men jeg har set mange eksempler på blogs, der først for alvor har fået mange læsere efter to-tre år. Så du skal være indstillet på at det kan tage sin tid, at stable en succesfuld blog på benene. Derudover skal du heller ikke hæfte dig for meget ved statistikken til at starte med.
Du skal hellere se bloggen i det store billede og sige til dig selv: Hvis jeg skriver af høj kvalitet og deler meget værdifuld viden, så skal den rigtige målgruppe nok finde bloggen på et tidspunkt.
5. Interagér med læserne
Omvendt skal du selvfølgelig heller ikke være passiv. Udnyt de forskellige kanaler, som I benytter i firmaet. Her tænker jeg de sociale medier, nyhedsbrevet og evt., hvis I deltager på messer, workshops og foredrag.
Sørg for at være synlige og interagere med læserne (de potentielle kunder) på så mange forskellige platforme, som I føler, at I kan overskue at være tilstede på.
Foto: Shutterstock
Leave a Comment